Det er ikke følelserne, der er problemet – det er mangel på placering af ansvaret
“Vi er desværre havnet i et eller andet mærkeligt mand-mod-kvinde, woke-mod-ikke-woke-opgør. Fuldkommen irrationelt. Og følelsesladet. Og fjollet.”
Er et citat fra Mira Skadegård, og hende skal vi høre mere til i dette afsnit af serien Kabler og køn.
I første episode mødte vi en række kvindelige teknikere, som fortalte om deres oplevelser med mikrodiskriminationer, kønnede infrastrukturer og sexisme. Det er en branche, hvor de gamle normer stadig præger jargonen.
I sidste episode hørte vi om konsekvenserne af den manglende diversitet blandt teknikerne – både for dem selv og for musikerne.
Det vigtigste er dog at forstå, at det ikke handler om enkelte personer eller firmaer. Det handler om strukturer og en branche, hvor den hvide mand dominerer. Her i det tredje afsnit, vil jeg undersøge, hvad løsningen kan være.
Du bliver guidet af mig, Isabell Larsen-Thomsen. Jeg er dog ikke den vigtigste – det er koret af stemmer, som ønsker forandring.
Jeg tror, jeg er vokset op på et godt tidspunkt. Jeg er 27 år og har oplevet #MeToo, Black Lives Matter og en kulturkrig mellem woke og anti-woke. Samfundet udvikler sig hurtigt. Det har påvirket mig – og det har også påvirket musikbranchen. Det mener en række af de 15 teknikere, jeg har talt med.
Hannah Elmegreen er en af dem, som gik fra at ønske sig en professionel karriere som lystekniker til kun at arbejde frivilligt på Radar et par gange om måneden. Og det er præcis her, jeg møder hende. Det er under Spot Festival – begivenheden, der samler den største mængde teknikere på samme tid og sted – nemlig Aarhus, med sine 24 scener spredt ud over hele byen. Det er lige bag en af de scener, at jeg mødes med Hannah.
Vi er i et overfyldt baglokale med en stor printer og en masse stole stablet op. Man kan høre musik i baggrunden, som bliver spillet på den anden side af døren. Festivalen er godt i gang.
Selvom Hannah nu kun er frivillig på Radar, føler hun alligevel, at der er sket noget, siden hun startede.
“Der kommer flere tiltag, og der er mere fokus på opførsel. Jeg ser, at der har været en udskiftning – særligt blandt teknikerne – i de seneste år. Mange af de ældre teknikere, som måske har sluppet afsted med at være lidt grise hele deres karriere, er mere eller mindre ude nu. Der er mange flere unge folk, som for det meste er lidt mere opmærksomme på, hvordan man opfører sig – og hvad man siger, og hvad man ikke siger.”
Hannah Elmegreen på Radar. Foto: Isabell Kristina Larsen-Thomsen
Anni Klitmøller, som leder to scener på Copenhell, giver Hannah ret:
“Der er dem, der måske er på min alder og generationen over mig – de er ret tunge at danse med. Jeg tror også, at en gang cirkushest, altid cirkushest. Hvis du har fået nogle rutiner, og det er noget, du simpelthen bare har gjort i så og så mange år, så tror jeg, det er svært at vende den rundt.
Der tror jeg også bare, at man som kvinde skal være god til at sige fra -selvfølgelig på en ordentlig måde. Men branchen er blevet bedre, end den var for bare 10-20 år siden.
Der er begyndt at komme en bedre tone. Der er begyndt at komme fokus på, at der mangler diversitet. Det virker, som om der er nogen, der er begyndt at give nogle flere chancer til kvinderne. At det bliver acceptabelt, at der faktisk står en kvinde, som er en del af bandproduktionen.”
Hendes tanker går igen hos de teknikere, jeg har talt med. Der er begyndt at ske en normalisering af, at kvinder godt kan bære ansvaret for teknikken. Samtalen om ligestilling og diversitet er begyndt. En udvikling er Sofie Westh fra Another Life en del af.
Det er en non-profit-forening, som arbejder for en mere diverse kulturbranche. Jeg mødte Sofie Westh på deres kontor, som ligger klos op ad spillestedet Alice på Indre Nørrebro – et område af diversitet og udvikling. I det lyse lokale med det store vinduesparti fortæller hun, at hun også kan mærke en ændring over årene. Man accepterer pludselig samtalen, som de i Another Life var med til at starte og nuancere for fire år siden.
“Da vi kom frem for fire år siden, kunne man næsten ikke sige ‘diskrimination’ uden at blive lukket ned. Det, at vi nu kan tale om de her ting, og at det bliver taget mere og mere seriøst, synes jeg er en ret stor udvikling. Vi er slet ikke i mål med det – og det kommer vi nok heller aldrig, fordi tingene udvikler sig, mens vi udvikler os. Sproget bliver for eksempel ved med at udvikle sig. Hvordan vi skal skabe mere tilgængelighed og mere lighed – det udvikler sig. Og behovene udvikler sig.
Men det, at vi nu laver rapporten Lyden af Mod og andre rapporter, hvor diskrimination står direkte nævnt – eller grænseoverskridende adfærd – det er jo ret nyt. Det var gemt væk før. Det er jo ikke kun i musik. Det ses også uden for kulturen, på bagkant af #MeToo-bølgen og Black Lives Matter-bølgen. Der har været alle de her bevægelser, som har været med til at sætte nogle helt andre ord i munden på folk – og nogle helt andre forståelsesrammer i hovedet på folk. Og det synes jeg godt, man kan mærke.
Så jeg håber lidt på, at der er en øget forståelse og anerkendelse, når nogen træder frem med ubehagelige episoder derude. I hvert fald, hvis man nævner, at der har været en grænseoverskridende episode, så tænker jeg, at de fleste efterhånden godt ved, hvad det handler om. Sådan tror jeg ikke altid, det har været. “
Når man siger “diskrimination”, er det vigtigt at forstå ordet som strukturelt. Det er kulturen, vi befinder os i, som skaber ulighed. Det er ikke de enkelte personers ansvar – men et fælles ansvar.
Og det er vigtigt at forstå, mener Mira Skadegård, som forsker i mikrodiskriminationer:
“Det bliver ofte reduceret til sådan noget mænd-mod-kvinder-diskussion. Men mænd er lige så underlagt mange af de her samfundsmæssige mekanismer, forestillinger og antagelser. De har lært dem.
Så for at kunne arbejde med det her er vi nødt til at have mere oplysning. Vi er nødt til at have mere uddannelse, efteruddannelse eller workshops – hvor folk bliver klædt på med den faglige side for den følelsesmæssige.
Vi kører i følelserne alle sammen. Det er meget irrationelt. Og det her er et fagområde, man sagtens kan blive fagligt stærk i – også i de små virksomheder. Det ser vi jo også mange små virksomheder begynde at gøre. Og det er ikke raketvidenskab.
Det er faktisk noget, vi ville kunne blive foregangsland i ret hurtigt. Men vi er desværre havnet i et eller andet mærkeligt mand-mod-kvinde, woke-mod-ikke-woke-opgør. Det er fuldstændig irrationelt. Og følelsesladet. Og fjollet.”
Sofie Westh har helt konkrete løsninger og forslag til lovgivning, vi burde kigge på:
“Lige nu beskæftiger vi os i Another Life virkelig meget med arbejdsmiljø – og også arbejdsmiljølovgivning. Det er ret interessant at se – nu bliver jeg lidt spids – hvordan kulturlivet, og musikbranchen i det her tilfælde, virker til ikke at kende til lovgivningen på de her områder.
Man må ikke udsætte andre for grænseoverskridende adfærd. Det står i loven. Og det er arbejdsgiverens ansvar at tage hånd om episoder, hvis de opstår.
Det samme gælder diskrimination, mobning, chikane – alle de her ting. Det gælder uanset intention.
Det er heldigvis også blevet indført i arbejdsmiljølovgivningen, at uanset hvad intentionen var – ‘det var ikke min mening at sige noget nedsættende om den her unge, nye lydtekniker, der kom ind’ – det var bare min jargon. Det er faktisk ligegyldigt – også rent juridisk. Fordi det er oplevelsen, som er det vigtige. Det er stort og nyt, fordi det i mange år er blevet affejet med: ‘Sådan er branchen.’
Jeg synes, det er ret komplekst, fordi der er så mange freelancekontrakter i det her også. Der sker desværre stadig noget i forhold til fastansættelse og freelanceansættelser, hvor der er nogle gråzoner og nogle rettigheder, som bliver lidt mere udvasket.
Men jeg synes, om det er et produktionsselskab, om det er de store bookingselskaber, der også har deres egne produktioner, der ruller ud, eller om det er spillesteder – det må være dem, der tegner freelancekontrakterne, som skal stå med det ansvar. For at sikre, at den adfærd og den kultur, man forhåbentlig prøver at fremme på sit spillested, i sin organisation eller virksomhed, også gør sig gældende.”
Esben Marcher, forperson for Dansk Live – en interesseorganisation for festivaler og koncertarrangører – havde et kvarter til at vende kritikken med mig over en lidt skrattende telefonlinje:
“Jamen, det er jeg sådan set enig i. Desværre er det jo sådan, at det i mange tilfælde er uklart, hvem der egentlig er arbejdsgiveren.
Det er nemt nok at sige, at det er koncertstederne og festivalerne, der ikke har kendskab til det her. Jeg tror ikke, vi får de direkte henvendelser omkring det. Vi ved nok godt, at det er en lidt mandet – eller meget mandet – og lidt gammeldags kultur, der er derude.
Jeg tror, der er store forandringer på vej. Det går jo bare ikke i et tempo, som er særlig hurtigt.
Det, der kan trække overskrifter i medierne, er jo det, der står på scenerne. Det er sådan noget, man nemt og umiddelbart kan forholde sig til. Men man har jo ikke tal på teknikere. Der er vel strengt taget færre aktive teknikere, end der er musikere. Der er en endnu mere skæv balance, så vidt jeg ved. Der kommer flere kvinder til, men der er jo stadig ikke ret mange.
Det hænger jo også sammen. Kønsbalancen og sexismen er gensidigt medskabende. Sexismen er mulig, fordi der er meget få kvinder – og fordi der ikke er nogle konsekvenser ved at tale nedladende. Det er med til at påvirke, at der er få kvinder, der har lyst til at engagere sig. Hvis vi skal komme den sexisme og misogyni, der er i musikbranchen, til livs, så kræver det et bredt fokus.
Vi har arbejdet med køn bredt set i branchen i de sidste 7-8 år. Vi har en lang række materialer, som vi deler med vores medlemmer. Vi har løbende fokus på vores medlemsarrangementer, hvor vi drøfter forskellige tilgange til kønsarbejde. Vi har engageret os i alle de tiltag, der er i branchen – blandt andet det, der hedder Trygt Rum. Det er en telefonlinje, hvor man kan ringe, hvis man oplever noget ubehageligt. Den er åben for alle, der arbejder i branchen.
– ´Bruger folk den hotline?´
Nej.”
Esben Marcher, forperson i Dansk Live, peger i vores samtale på, at også musikerne bærer et ansvar. Det er trods alt ofte dem, der hyrer teknikerne ind – præcis som Lise Westzynthius fortalte, at hun selv har gjort i tidligere episode.
Så spørgsmålet er, hvem der egentlig skal holdes ansvarlig, når der sker brud på lovgivningen? Ifølge Sofie Westh handler det om Ligebehandlingsloven – nærmere bestemt § 4. En ændring, der trådte i kraft i sommeren 2023, slår fast, at arbejdsgiveren har pligt til at sikre lige vilkår – og at det også gælder beskyttelse mod seksuel chikane. Det er ikke bare en anbefaling – det er lov.
Jeg tog både Marchers og Wesths pointer med videre til Thomas Sandberg, forperson i Dansk Musikerforbund. Han har stået i spidsen for forbundet i nogle år – men har endnu længere stået på scenen som musiker. Vi talte sammen over en Teams-forbindelse. Han sad i sin stue med solen strømmende ind ad vinduet. Jeg spurgte ham, hvor ansvaret skulle lægges:
“Det udstiller jo bare lidt det her mærkelige vakuum, hvor man kan skubbe ansvaret videre. Der er jo ingen tvivl om, at selvfølgelig skal de musikere, som hyrer deres egne teknikere, have en bevidsthed om, at den her tekniker opfører sig anstændigt og overholder det adfærdskodeks, som bør være gældende for hele vores branche. Vi bør lave et universelt adfærdskodeks, som vi giver hinanden. Vi har gjort det lidt i det forum, der hedder Trygt Rum.
Vi har udgivet en handleguide til, hvordan man agerer, hvis man oplever grænseoverskridende adfærd – men også hvordan man kan skabe et trygt rum, som også befordrer en god koncert. I stedet for at man skal være psykisk presset allerede, inden man går i gang, fordi man har haft en kedelig oplevelse med en tekniker. Det kan jo ikke generere god musik. Esben (red. Dansk Live) fortæller jo meget tydeligt om den udfordring, der er, og hvorfor det er vigtigt, at vi arbejder sammen – alle os, der har aktører på et spillested.
Vi har ikke noget decideret rådgivning, og der peger du måske ind i et af vores blind spots – noget, vi helt klart skal kigge på: hvordan man som orkester også har et medansvar.
Men som en del af vores kampagne og rådgivning til vores egne musikere, kunne det da helt klart være et opmærksomhedspunkt, at man skal være bevidst om, hvem man hiver ind som tekniker.
Man skal også være bevidst om, hvilke medlemmer man har i sit orkester. Skal man tillade, at der er et enkelt medlem, som ikke kan styre sit temperament, og som gang på gang farer op over de lokale teknikere, så de bliver nødt til at sygemelde sig? Det her er et tænkt eksempel – det er ikke noget, jeg har hørt om. Men man kunne sagtens forestille sig, at der også var musikere, som tapper ind i det her gamle narrativ.”
Ansvaret bliver kastet rundt, og der er faktisk endnu en aktør: produktionsselskaberne. Det er dem, du måske ser til en stor firmafest, festival eller koncert. De har typisk både gear og teknikere med. Jeg har rakt ud til fire produktionsselskaber – BEKH, Showtech, Europaz og Nordens største, Nordic. De har alle fire sagt, at de ikke ønsker at medvirke. Jeg har dog fået fat i ét produktionsselskab, nemlig Tourcare.
De adskiller sig fra de gamle mastodonter. De ansætter unge teknikere og henvender sig til bands, der er yngre – og måske også gerne vil gøre tingene på en anden måde. Jeg mødtes med grundlæggeren Lucas Kastrup på deres lager og kontor i Valby.
Vi sidder ved en hvid dør, og bag den er der et kæmpe lager med alt fra mikrofoner og monitors til højtalere. Der er godt gang i kontoret, mens vi sidder. Folk kommer ind og samler det sidste udstyr til aftenens koncerter. Lige nu er det A Colossal Weekend i København – en festival for metal og heavy – hvor nogle af hans lydteknikere er ude og lave lyd. Lucas har taget tid ud af sit travle skema for at tale med mig. Vi sidder med kaffekopperne på et bord af metal. Jeg spurgte Lucas, hvorfor han fokuserer på diversitet:
” Fordi, det er bedre for alle. Der er ikke nogle situationer, hvor det er fedt at være i et ekkokammer. Det kan godt ske, at man på kort sigt, synes det er fedt, at man kan gå og snakke og råbe om de samme ting. Men det er fedt at være uenige, at skændtes lidt. Alle har godt af, at det bliver en diverse branche.
Den største udfordring ved diversitet er, at det kræver, at man kan spejle sig i hinanden. Det kræver både at eventuelt kommende kvindelige teknikere har nogle eksisterende teknikere at spejle sig i. Ligeledes den anden vej rundt kræver det, at mænd, der er i branchen, kan se sig selv i de kvinder, som kommer ind i branchen – og det kan vi som regel ikke.
Hvis man møder et ungt mennesker, og personen er en ung knægt – for mit eget vedkommende, og jeg tror også andres teknikeres vedkomne, så kigger vi på det her individ og tænker: ´Det var sgu ligesom mig, da jeg var ung! ´ – Uh! Ham vil vi gerne hjælpe. Det tænker vi bare ikke på samme måde, når der kommer en ny, ung kvindelig person og kigger med henover pulten. Det handler egentlig bare om at se og anerkende at her er et menneske, som udviser en eller anden form for gejst for det her fag: Skal du lige komme forbi en dag og lege med en lydpult? Skal du lige med på job og rulle nogle kabler?
Det er vi nødt til, hvis vi gerne vil have flere kvinder i vores branche – og det vil vi gerne, fordi det er til gode for alle.
Der er også en masse ting, som mandlige teknikere er virkelig dårlige til. Det er blevet bedre nu, men prøv lige at forestille dig en ægte, følsom samtale om en konflikt blandt nogle ældre teknikere. Jeg har ikke set det. Jeg har ikke været en del af den samtale før. Den findes sikkert, og det er ikke for at skyde nogen ned, men jeg tror, at de der mere personlige samtaler gør noget godt for musikken. Det gør noget godt for det fællesskab, man er afsted med på tour. “
Lucas Kastrup i Tourcares lager. Foto: Isabell Larsen-Thomsen
Sofie Westh har flere konkrete forslag til, hvordan vi kommer derhen:
“Det er lidt hårdt. Der er aldrig one size fits all, og der er aldrig én sætning, der redder eller løser det hele. Men det er helt klart godt, at der er flere, der kan lave lyd. Det er jo en kæmpe del af at sikre mere repræsentation.
Man bliver også nødt til at tage nogle skridt tilbage og se på: Hvad er det for et miljø, vi inviterer ind i? Er det trygt at være i? Hvis det ikke er trygt, så viser vores data, at der er rigtig mange, der fravælger det – af ren frygt og baseret på erfaring med diskrimination.
Det er en vigtig ting, vi også skal huske. Så vi skal ikke bare uddanne en masse til at være lydteknikere og så lukke dem ud fra, hvad der måske har været et rigtig fedt forløb – hvis de så bare bliver sluset ud et sted, der er mega utrygt. Det er dér, vi skal arbejde med det.
Jeg har en idé om, at hvis vi sikrer bedre vilkår, og hvis vi sikrer nogle tryggere rammer, så skal der nok også ske en ændring. Vi har jo set det de sidste par år – at der er flere og flere indsatser for at sikre, at der ikke er seksuel grænseoverskridende adfærd. Forhåbentlig kommer der endnu flere, der også tænker intersektionalitet og tænker på tværs af flere diskriminationsgrunde.
Der er jo kommet flere adfærdspolitikker. Der er jo sket ting. Nu skal vi bare have dem implementeret, så det ikke kun handler om artister, men også om folk, der producerer det hele.”
Men nogle gange er det ikke de formelle ting, som betyder noget for teknikerne. Igennem de snakke, jeg har haft med lys- og lydteknikere, peger de på, at det er vigtigt for dem, at der er rollemodeller.
Følelsen af at kunne tage til en koncert, hvor man kan vende sig væk fra scenen og kigge over skulderen – og så står der en person, man kan identificere sig selv med. En kvinde, som “owner” det. Det er præcis det, som Lucas Nygaard gerne vil skabe. Ham møder jeg på INSP. Det er et kulturhus og et mødested for kreativitet.
Jeg træder ind i huset, som ligger tæt på Roskilde Station. Der er farver overalt, bløde sofaer, langborde – perfekt til middage. En scene med en udsigt over togene, som triller sig lige så stille forbi.
Der er en hjemlig stemning, og jeg bliver modtaget med et smil, da jeg træder ind over dørkarmen.
Lucas Nygaard er projektleder på INSP og har været med til at starte deres teknikerkursus sammen med spillestedet Gimle. De er lige i opstartsfasen, da jeg kommer og besøger dem. De er lige gået i gang med deres andet hold af helt nye teknikere.
“På kort sigt ønsker vi at skabe 30 nye teknikere i Roskilde. Det er vi ret godt i gang med. Vi har de første 15 klar til juni, og vi håber på at lave 15 mere til efteråret. Vi satser på, at i hvert fald 50 % af dem skal være kvinder eller kønsminoriteter, fordi der er en skævvridning i branchen. Hvis vi kan få flere kvinder bag pulten ved at uddanne dem – men lige så vigtigt, give dem nogle forbilleder. Fordi der er mange, der måske ikke kan forestille sig, hvordan en kvindelig lyd- og lystekniker ser ud eller er – fordi de måske aldrig har mødt en.
Det kan vi jo gøre ved at sætte en mega dygtig kvindelig tekniker til at undervise. Og så på den måde vise det til en masse elever, at for det første sådan en som hende findes og er mindst lige så kompetent som hendes mandlige kollegaer.
Så bare dér er vi jo allerede langt men, at hun så også underviser nogle andre, som på sigt kan komme op på siden af hende og ændre branchen. Så hvis vi kan lave – lad os sige – 15 kvindelige teknikere, eller i hvert fald give dem fundamentet. Og der er måske 5 af dem, der går videre. Så er vi jo i gang med at skabe løsningen.”
Lucas Nygaard på INSPs scene. Foto: Isabell Kristina Larsen-Thomsen
Da jeg begyndte at lave den her dokumentarserie, var mit udgangspunkt kærligheden til musikken. Men undervejs har jeg lært, at det ikke bare er nok at elske den.
Jeg har mødt stemmer, som har båret lyden, lyset og stemningen, men som alt for ofte bliver mødt med mistro, tavshed eller en hård tone. Det er en struktur, der former mennesker. De tilpasser sig, bider tænderne sammen og lærer at tale med en stemme, som ikke er deres egen.
Det påvirker ikke bare teknikerne, men også musikerne, publikum og hele den kultur, vi alle sammen er en del af.
Jeg har lært, at det ikke bare handler om enkeltpersoner, systemer og vaner, som vi ikke engang opdager, at vi har lært. Det handler om strukturer.
Det er derfor ikke nok bare at uddanne flere kvinder og kønsminoriteter, hvis vi sender dem ud på en arbejdsplads, hvor de skal bevise deres værd igen og igen – bare for overhovedet at have lov til at være der.
Forandringen starter ikke med en stor forkromet plan, men den starter med en samtale. Og jeg har virkelig lært, at lytning i sig selv er en handling. Det at lytte – rigtig lytte – er det første skridt mod at ændre noget.
Så tak, fordi du har lyttet med. Og tak, fordi du har lyst til at være en del af den her samtale. For det er først, når vi lytter og forstår, at vi virkelig kan begynde at skabe en branche, hvor alle har ret til at være her.
Jeg vil selvfølgelig rigtig gerne høre jeres tanker i bidragssporet. I er velkomne til at stille spørgsmål, perspektiver eller bare dele jeres tanker om det her emne.
Det her var det sidste afsnit i Kabler og køn. Men samtalen stopper ikke her.